I går skulle jeg hurtigst muligt  fra Amager til Frederiksberg. Jeg var kommet til at glemme tiden i det legendariske Amager Center, hvor tiden ser ud til at stå stille på en helt magisk måde. Stresset som jeg er, tænker jeg, at det er hurtigere med metro end på cykel. Stadig tilfreds med min metro-beslutning kører jeg cyklen hen til elevatoren. To piger med store kufferter står der allerede, men vi kan sagtens være der alle sammen. Lige inden døren lukker, kommer en mand ind med en kæmpe papkasse, der indeholder en støvsuger, han tydeligvis lige har købt i centeret. Ham og kassen kan lige være der.

Jeg skynder mig at trykke på knappen ’÷1’, da det går op for mig, at jeg er nødt til at købe en cykelbillet på etagen under. Et klip på et almindeligt klippekort duer nemlig ikke som en lovlig billet til cyklen. På billet-etagen må jeg derfor ud med min cykel. Det kræver, at manden med den gigantiske papkasse lige må rykke udenfor, mens jeg bakker cyklen ud. Jeg tørrer sveden af panden, stiller cyklen lige foran elevatoren, køber billetten, tager fat i cyklen og kalder på elevatoren igen.

Nogle minutter senere åbner døren og synet af en proppet elevator tvinger mig til at sige ”jeg venter bare en omgang” med et stift smil på læben. Jeg begynder at kigge hen mod rulletrapperne, uret tikker nemlig. Skal jeg måske bare forsøge at tage cyklen med den vej? Er det måske hurtigere? Jeg dropper idéen, da tanken om min håndbremseløse cykel i frit fald ned af rulletrapperne afskrækker mig.

Elevatoren kommer for anden gang, nu med plads til mig og min cykel! Resten af turen ned med elevatoren går smertefrit, og det gør selve rejsen med metroen sådan set også.

På min endestation får jeg en plads i elevatoren ved første forsøg – men andre mere uheldige må lige vente en omgang. Jeg begynder at smile ved tanken om, at turen snart er overstået og glæder mig til at sætte mig på cyklen og suse derudaf det sidste lille stykke.

På vej op stopper elevatoren på billet-etagen, og en pige med en cykel i hånden siger – med et  smil, der er en anelse stift – ”jeg er på vej ned, jeg venter bare”. Jeg tænker:  ”God tur!”