København er en cykelby, og det er der ikke noget nyt i. Vi ved alle sammen, hvordan en god cykelsti kan forbedre vilkårene for de bløde trafikanter. Det, man sjældnere oplever, er, hvordan selve anlægsprocessen påvirker trafiksituationen. Fredag eftermiddag tog jeg en tur ned ad Øresundsvej, der befandt sig i en forunderlig form for trafikal kommen-hinanden-ved.

Ved krydset Amagerbrogade-Øresundsvej var det tydeligt, at tingene ikke var, som de plejede. Kørebanen var spærret af, og bag ”betonsvinene” kørte store tromlemaskiner rundt på den tydeligt nylagte asfalt. Langs fortovene var der oprettet en smal zone, hvor fodgængere og cyklister færdedes side om side.

Jeg stod af cyklen og begyndte at trække ned ad den smalle sti blandt andre gående og cyklende, der måtte gøre sig smalle og slingre udenom hver gang en person kom gående eller cyklende i modsat retning. Hele vejen var afspærret, med enkelte ramper op og ned, der hvor det var nødvendigt at krydse vejen på grund af forskellige forhindringer.

Længere nede ad gaden stillede jeg cyklen ud for Rema 1000 i krydset mellem Øresundsvej og Kirkegårdsvej og iagttog menneskerne, der kom strømmende fra alle retninger og blandede sig med de handlende til og fra supermarkedet. Der tegnede sig hurtigt tre kategorier:

De, der gik/cyklede på fortovet. De, der skød genvej ud på den nyanlagte cykelsti, og endelig de mere vovede, der tog turen ud midt på kørebanens fugtige asfalt blandt maskiner og mænd i kedeldragter. Det trafikale anarki medførte hyppige trafikpropper og gjorde, at folk skulle være meget opmærksomme på deres medtrafikanter for at undgå sammenstød. Ofte måtte gående pænt stille sig op og vente, mens en flok cyklister passerede på det smalle fortov.

Jeg gik hen og hilste på en mand, der stod og sprøjtede noget sort stads ud på vejen. Lim, forklarede han, så asfalten holder bedre. Da jeg spurgte, om det ikke var forstyrrende for arbejdsroen med alle de mennesker, der konstant kom farende på kryds og tværs, trak han på skuldrene og svarede: ”Næ, det vænner man sig til…”

Da jeg lidt efter trak af sted med min cykel over den klistrede asfalt, passerede jeg en kvinde med indkøbspose i cykelkurven, der forundret så sig omkring og sagde: ”Man skulle tro, der var fest eller et eller andet!” Det kunne se ud som om, at man på Øresundsvej har slået to fluer med ét smæk: man fremmer cyklismen til gavn for miljø og helbred, samtidig med at man – i hvert fald midlertidigt – skaber et byrum, der får folk til at forholde sig til hinanden. Ikke dårligt!