Der er foruroligende mange mennesker i Field’s. Klokken er ikke engang 15, og her er en lind strøm af shoppere i alle aldre. Er der ingen på arbejde i dag, og er alle skolerne lukkede? Parkeringspladserne er rigelige, og man kan parkere én sølle time gratis. Som om der ikke var plads nok til alle bilerne herude på Biløen Ama’r. Cykler står i hobetal op ad sandstensfacaden ned mod Ørestad Station. Det er bestemt ikke alle, der gider vade ned med cyklerne i de skumle cykelparkeringskældre.
Det er her ude på gaden, at Field’s’ problemer starter. For Field’s henvender sig kun til sit eget veloplyste indre og lader gaderne stå tomme og unuancerede. Det er sandfarvede keramiske fliser og opalfarvet glas, der pynter udenpå betonelementfacaden. Der er ikke et eneste indblik ind i shoppingparadiset. Eneste udadvendte funktion er en automatiseret døgnpostmaskine, der ligger ved indgangen til P-huset på Arne Jacobsens Allé. Men dette er Field’s’ væsen: at fungere som en autonom massekonsumptionsenhed. Field’s kunne ligge hvor som helst, bare den er plugged in til den omliggende infrastruktur.
Stiger du indenfor, åbenbarer sig Field’s varme og tillidsvækkende indmad. Brede lyse boulevarder, store dagslysudskæringer i de ovenliggende plan, sort/hvide blanke overflader og mennesker, der glider forbi én på rulletrapper op og ned. Her er højt til loftet og et væld af forskellige lys-og lydkilder. Lyset og musikinfernoet fra alle butikkerne giver mig nervøse trækninger, og jeg er bange for at få et epileptisk anfald. Det, og varmen oppe på plan 3, cafe og restaurantdækket, kan knække selv den mest ihærdige shopper. Jeg spørger de svenske piger i kaffebaren Mamma Mia, om de ikk er er ved at gå til i varmen, og de fortæller, at de har lavet en underskriftindsamling for bedre aircondition, men intet er sket endnu. Madhørmen er slående, og vi er på en global tour de cuisine til Mexico, USA, Italien og Thailand.
Field’s har vundet et par priser i bl.a. kategorien Opening, Refurbishment og Extension. Ved ikke helt, hvad det betyder, men C.F. Møllers Tegnestue har koncentreret sig om de vigtige lysindfald og brede boulevarder. Stedet er skabt til at slentre langsomt og glo på folk, der glor på folk. Jeg taber hurtigt orienteringen, men det kan hænge sammen med det nervøse sammenbrud, der nærmer sig. Dette sker for det meste for mig i større shopping sammenhænge, så det er ikke kun Field’s, der går mig på. Nervøse tics og tendens til fråde får jeg lige så ofte i Magasin eller på Fiskebanditten.
Jeg synes, at Field’s skulle ligge ude på den menneskeskabte ø, Peberholm. Så kunne man endda lave det hele tax-free og virkelig kalde sig et regionalt sammenbindende storcenter. 25 % af de ansatte er alligevel fra Sverige, så hvorfor ikke? På Peberholm er der ingen fodgængere, så de manglende facader i menneskeskala er ikke nødvendige. Og her tager man konsekvensen af at være i total symbiose med den omkringliggende infrastruktur.








Fredrik Gyllenhoff | 2009.09.02 | 17:48
Hej Bastian
Min idé var skam heller ikke at flytte Field’s. Det er jeg godt klar over ikke fungerer. Tror i øvrigt heller ikke at Peberholm er skabt til andet end Øresundsbro og ynglende fugle. Pointen er bare at Field’s kunne ligge stort set hvor som helst. Og ja, folk kommer til Ørestad for at gå i Field’s. Men grundet udformningen og den introverte holdning, kommer folk sjældent ud og ser hele konteksten. Og hvorfor skulle de? Der er jo ikke andre shoppingmuligheder end Field’s of Shopping. Så Field’s blir hvor den er. Den ærgelige beslutning er taget for længe siden, trods Svend Aukens forsøg på at stoppe de store indkøbscentre.
Og tak for kommentaren!
Link: www.dac.dk/visArtikel.asp?artikelID=3693
Bastian Hansen | 2009.09.02 | 17:31
Man kan jo ikke bare flytte Field’s sådan, vupti! Men jeg kan godt se det ville være smart. Ja, Øretsaden mangler jo virklig gadeliv, men at flytte field’s helt ville være dumt! Selvom det ligesom trækker folk indendørs kommer folk jo også til Ørestaden af den grund. Og hvis Libeskind’s “Ørestad Down Town”, bliver til noget, ville det være fuldkomment dumt! Tsk!
sven motif | 2009.08.31 | 18:46
Syn’s, de mærkelige lysindfald til trods, at Fields besidder en indeklemt og klaustrofobisk atmosfære. Stemningen udefor Fields er jo i hvirkeligheden synonymt med hele Ørestadens masterplan; Mennesketomt og afvisende.