Foto: Kira Krøis Ursem

Citeret fra interview med sociolog Søren Houen Schmidt ved Plads til Alle ved Halmtorvet. Han er indehaver af virksomheden Rekommanderet, der har specialiseret sig i sociologiske analyser og kommunikationsrådgivning i bygge- og byudviklingsprojekter.

“Hernede ved Plads til Alle, der skal give rum til både cafégæster og stofbrugere, har jeg et lillebitte eksempel, der kan vise, at vi måske kan bruge ressourcerne bedre, når vi skaber nye rum. Egentlig var det meningen, at de to grupper mennesker skulle dele pladsen, der er delt ind ved hjælp af store trækuber. Men åbenheden er øjensynligt blevet for meget, så der er nu sat en kasse med et plantehegn op for at skærme for udsynet. Fint nok. Man kan ikke til fulde vide, hvordan et sted fungerer, før det står der.

Her har det nok ikke kostet alverden, men man slipper ikke så billigt alle vegne. Så nye steder, der ikke fungerer optimalt, bliver der sjældent rettet op på. Når pladsen først ligger der, er det for ressourcekrævende at forandre.

Men vi ved jo, at de færreste steder fungerer optimalt fra dag ét. Så hvorfor ændrer vi ikke metoderne og venter med at gøre byrummene færdige, når de har eksisteret i for eksempel et år? Gøre det til fast praksis at reservere en del af budgettet, til vi har set, hvad der ser ud til at fungere et sted, og hvad der ikke fungerer.

Sådan ville man skulle formgive et rum med en række robuste elementer og en række midlertidige, lavet af materialer, der kunne genbruges andre steder; bænke, boldarealer eller… Herefter skulle man lave en stribe forskellige aktiviteter, der kunne hive folk ud af lejligheden og på den måde tage temperaturen på, hvad der virker netop dér. Og efter et års tid kunne arbejdet gøres færdigt.

Man laver jo også ét-års gennemgang af byggerier. Men man gennemgår kun materialer og konstruktioner – ikke hvordan de fungerer.”