Han konkluderer følgende (citeret uddrag):

“det er på mange måder et afklaret og lækkert detaljeret hus. Det indtager pladsen i stævnen af Havneholmen med en stolt og elegant linjeføring, der trods afstand hænger sammen med de øvrige huse. Det er noget helt andet end Kalvebod Brygges monotone række af arkitektoniske misfostre. Og om ikke andet får omgivelserne et imposant indtryk af den store mediekoncern.”

….!!!??? Mangler der et kapitel i hans artikel eller har han ikke givet sig tid til at gå en tur rundt om bygningen og opdage at bygningen er benzin på et bål af uheldige tendenser for vores havn!??

Det er interessante spørgsmål der rejses i det her blogindlæg. Som en af Danmarks største byudviklere leder vi i By & Havn hele tiden efter opskriften på hvordan man finder en balance mellem byrum og bygninger, mellem private og offentlige hensyn og mellem stram planlægning og mulighed for improvisation – og vi må ærligt indrømme, at vi ikke har fundet den opskrift endnu. Sjovt nok har vi også fortsat til gode at finde det enestående referenceprojekt, hvor man i en ny udvikling fra første færd har fundet den helt rigtige balance mellem den enorme mængde af hensyn, der skal vægtes mod hinanden.

Jeg er fuldstændig enig i kommentarerne, der fremhæver, at det ikke nytter at kræve åbne stueetager og caféer i områder, hvor der ikke er grundlag for omsætning. Det er jo ganske tydeligt langs Kalvebod Brygge, hvor der, modsat hvad der fremgår af artiklen, faktisk er flere åbne stueetager og restauranter. Café Emil er knyttet op til Ingeniørforenings kantine, hos Marriot er restauranten åben for alle og selv hos Nykredit kan man gå ind i lobbyen i hele åbningstiden. Alt dette uden at det har tilført nogle afgørende elementer til mødet mellem bygning og byrum. Andre steder har vi set hvordan kravet om publikumsorienterede aktiviteter i stueetagerne er endt som døde huller fordi funktionskravene til fx boligbyggeri og butiksbyggeri er meget forskelligt (fx etagehøjder, placering af trapperum, husdybder mm.) – hvilket betyder, at man får butikslokaler, som er så relativt dårlige at det er svært at lokke folk til at bruge dem, selv hvis de stilles til rådighed for en meget beskeden pris. Så efter vores opfattelse er åbenhed i stueetagen ikke noget quick-fix, men et af de mange værktøjer, som skal bruges de rigtige steder og på den rigtige måde.

Tager vi den konkrete case på Havneholmen var By & Havn (på det tidspunkt Københavns Havn) involveret i udviklingen, idet vi ejede den del af området, hvor Sjælsø senere opførte det meget vellykkede Lundgaard og Tranberg boligprojekt, som bl.a. er belønnet med Bygherreprisen i 2008. Den resterende del af arealet var ejet af Skanska. I forbindelse med udviklingen blev grundejerne og Københavns Kommune hurtigt enige om at der skulle laves en samlet planlægning og at grundejerne skulle bidrage til at udvikle området til fordel for både grundejere og resten af byen. Det arkitektoniske hovedgreb var at bygningerne skulle være højest mod periferien og vandet og så trappe ned mod den centrale pladsdannelse, således at man her fik skabt et mere intimt byrum i læ for det kolde, blæsende vejr ved havnefronten. Betragtningen var at byrummet skulle samles omkring den menneskestrøm der naturligt opstår omkring broforbindelsen til Islands Brygge og de store rekreative arealer som er reserveret til brug for det kommende havnebad.

Disse kvaliteter kan måske være svære at se på nuværende tidspunkt hvor pladsdannelsen ikke er anlagt, havnebadet ikke er lavet, byggerierne der skal omkranse pladsen ikke er bygget og hvor landanlæggene for Bryggebroen endnu ikke har fået sin endelige form. Hos Cph X kan man se en visualisering på baggrund af lokalplanforslaget http://www.cphx.dk/index.php?id=30789#/30785/ . Samme sted kan man læse mere om intentionerne og ideerne bag udviklingsprojektet. I øvrigt er byrummene siden visualiseringen blevet dygtigt bearbejdet af Schønherr Landskab. Som det tydeligt fremgår, vil koncentrationen af byliv og aktiviteter ligge omkring de grønne arealer ved havnebadet og omkring den centrale plads.

Personligt er jeg meget enig i den grundlæggende analyse at man skal samle og koncentrere de publikumsorienterede aktiviteter omkring de steder, hvor der er et naturligt flow af mennesker i stedet for af al magt at tvinge dem hen i områder, hvor de normalt ikke ville bevæge sig.
I forbindelse med en udvikling er der som altid en forhandling mellem grundejerne og kommunen både omkring arkitektur og byplanlægning men også omkring hvordan man fordeler de meget store omkostninger til byrum og infrastruktur. På Havneholmen har alle grundejere for eksempel bidraget med ca. halvdelen af den meget store investering i en bro over havneløbet, som kun i mindre grad betjener ejendommene på Havneholmen, der er lavet en aftale med Københavns Kommune om at et stort landareal uden beregning stilles til rådighed for rekreative aktiviteter i forbindelse med havnebadet og desuden afholder grundejerne alle omkostninger til etablering af uderum til glæde for (bade)gæster, beboere og ansatte i virksomhederne.

Det er klart at når man står bagefter og ser det færdige projekt kan vi som aktører i udviklingen sagtens se steder, hvor balancen kunne være rykket eller hvor vi med et andet greb kunne have løst opgaven endnu bedre. Problemet er jo bare at for både planlæggere og projektudviklere gælder det at man er noget klogere når hele projektet er færdigt og efter man har mødt og løst alle de mulige og umulige udfordringer der opstår undervejs i processen.

I den forbindelse tror jeg man skal spørge sig selv om man vil have det perfekte projekt som aldrig bliver opført (og så vidt jeg ved aldrig er blevet opført) eller om man vil have det relativt vellykkede projekt, som kan realiseres under de givne betingelser (ejerforhold, lovgivning, økonomi, konjunkturer osv.). Ser man på den pragmatiske måde på tingene er det min opfattelse at udviklingsprojektet på Havneholmen er et af de steder, hvor man har ramt en rigtig god balance mellem at give kvalitet for beboere og brugere af ejendommene og kvaliteter for alle københavnere.

Mvh

Nicolai A. I. Sonne
Projektchef
By & Havn I/S

Mit indlæg tager udspring i det allerede eksisterende for at pege på den overordnede planlægning og strategi. Caféen er et udmærket billede på den adskillelse der er mellem den private bygherres “ret” til at adskille sig fra det offentlige byrum, og så de offentlige intentioner som Kommune og planlæggere måtte have for at skabe de rette rammer for sammenhæng og muligheder for byen.

Jeg tror på at byliv kun sker når 2+2 giver 5. Dvs at alle skal have hænderne op af lommen og spæde til og sikre synergi – dette gælder især for dem der vælger at bygge ved vores havn.

Der kan være en tendens til at sløre diskussionen ved at tale arkitektur som form og materialitet hårdt afskåret fra arkitektur som foranderlige rammer der skaber møder og mystik. En klog mand har engang sagt at “man ikke kan skabe arkitektur der med sikkerhed skaber glæde – derimod kan man godt skabe arkitektur der skaber ubehag”. Det er hårde ord, som ikke skal henføres direkte på Allerhuset. Men det fortæller at alt efter hvor dynamisk man har tænkt helheden vil det skabe muligheder for de efterfølgende fortolkninger og brug. Man kan altså godt skabe noget der ikke giver noget af sig.

Det er altid lettere at kigge på det færdige resultat og stille kloge spørgsmål. Og på den måde vil det i fremtiden være vigtigt at se på den trip-trap-træsko måde hvor alle er fanget i systemet. Et system der bygger på lokalplaner der kan være mere eller mindre visionære, og som ofte kun er halve historier der skal skrives færdig af dem der køber en enkelt lille matrikel. Lokalplaner skal ikke bare være statiske rammer, men et værdigrundlag den enkelte bygherre, med overbevisning, skal fortolke og tænke videre.

Som det ser ud idag er det op ad bakke hvis arkitekten vil gå super meget ud over lokalplanen – her taler man om “dispensationer” – om at få lov. Har du først købt grunden, ja, så kan du faktisk “nøjes” med at bygge et pænt hus!.

Det er jo blandt andet derfor at Kalvebod Brygge kunne ske – man snakkede mere om etagemeter end om værdier!. Så skal værdier, planlægning og “etagemeter” tænkes sammen, så skal der ske noget radikalt i den måde alle parterne spiler sammen på.

Vh Rasmus Brønnum

Gemmen årene har en alen lang række af kritisk røster kommenteret på udviklingen af havneområdet, alligevel har K.K. ( samt By&Havn) ikke åbnet op for godteposen og formået at skabe rammerne for en helhedsplanlægning af byens måske største aktiv. Havnens puls bliver svagere og svagere i disse år, velmenende ord er kommet fra høj som lav, men alligevel så er de enkelte bygningers storhed og ikke et samlet havneområde på godt og ondt, der bliver fokuseret på.

I den nye kommuneplan er der fokus på at tænke blåt og mangfoldigt, få byen ned til vandet og skabe potentiale for aktiviteter og liv i det offentlige byrum. Pæne ord som så absolut er hørt før. Der mangler i min optik modet til at turde tænke visionært, i nyskabelser og langsigtet. En strategisk planlægning for at få hjertet i byen, havnen, til at slå hurtigere de kommende mange år – og ikke blot om et eller fem år.

Havnen er, jeg fristes til at skrive – var, en mulighed for at give København et stærkt citybrand og stor værdi, men denne mulighed forsvinder langsomt i takt med udbygningen af havnen i tomme facader, eksklusiv gated boligbyggeri og ekskluderende byrum. Dog er dette en helt anden diskussion, der hører mere ind under kommunens planer for København som metropol og dermed sikrer arbejdspladser, turister og økonomiske flows fremover.

Men kære Rasmus Brønnum, jeg er dog ikke helt enig i at et inkluderende byrum hvor borgerne har lyst til at færdes, udelukkende skal skabes ved at åbne bygningerne op i stueetagen og byde på kaffe.
Byliv er andet og meget mere end cafeliv, bænke og udsigt, byliv er også bevægelse, udfoldelse og et hverdagspraksis brug af rummet. Jeg tror på variation i bebyggelsen, et havneområde med konstant forandrede byrum, der pirrer nysgerrigheden og lyst til brug hos borgerne. Et byrum uden mennesker er jo som et stykke toast uden smør – identitetsløst og kedeligt.

Det er en interessant diskussion du rejser.

Vi er enige i, at der skal fokuseres på at åbne havnen op for byens borgere med promenader, pladser og rekreative tilbud.
Om det nødvendigvis betyder at alle bygninger – herunder private virksomheder, der bygger ved havnen – skal være offentligt tilgængelige og servere kaffe er vi ikke enige i.

Der findes 42 km kajstrækning i Københavns havn, så der er mulighed for mange forskelligartede aktiviteter.

Restauranter og caféer er altid efterspurgte som tilskud til byrum, men de skal placeres, hvor der reelt er et forretningsgrundlag; ved knudepunkterne hvor mange mennesker kommer. Man kan tvivle på om en café yderst på spidsen af Havneholmen kan overleve, eller om den vil ligge bedre – fx tættere på det knudepunkt, hvor Bryggebroen lander på Havneholmen og hvor det kommende Havnebad skal ligge. Her passerer 2.-3.000 cyklister hver dag.

Afslutningsvis skal det siges, at vi ikke føler at du har klandret Aller’s arkitekter i artiklen, men at det er Københavns havn og kommuneplanen du retter din kritik mod!

I forlængelse af mit indlæg vil jeg anbefale at gense det korte interview med Vancouvers planchef, Brent Toderian. Han besøgte Købehavn i 2008 hvor han kom med gode råd og skarp kritik af havneudviklingen i København, som han mener har skabt en havn uden mennesker.

Og vil man se hvordan de har arbejdet med Vancouvers havnefront, så se her dokumentaren ‘Learning From Vancouver’