Foto: Kristine Samson

Nørrebrogade, trængsel på cykelstien. Det er svært at overhale, og dem, der gør, holder sig ikke tilbage for at ringe med klokken eller ryste overbærende på hovedet midt i overhalingen. Imens ligger den rødt-boble-markerede vejbane øde hen. Og selv om man efter planen kan forvente, at en 5A’er passerer gennem området hvert 4.-5. minut, er de røde bobler efterhånden blevet et billede på bybrugernes angst for det regelløse og midlertidige rum. For hvorfor klistre sig sammen på cykelstien, når vejen nu er tilgængelig? Selv den udvidede cykelsti på strækningen over Dronning Louises bro bidrager til en vis adfærdsusikkerhed. Tør vi bevæge os ud over vore vanlige grænser? Er det lovligt? Og hvad sker der, hvis jeg overskrider mit fysisk markerede felt?

Planlægningen af byens rum byder på en lang række paradokser i gråzonen mellem kaos og orden – paradokser, der ofte spænder ben for udviklingen af den socialt bæredygtige by. Bybrugeren besværer sig gerne over den manglende service fra kommunens side; ”Det-er-for-galt”-indstillingen. Beklagelser over støj, affald, manglende parkeringspladser, cykelstativer, cykelstier – og nu er også cykelhjelme blevet noget, borgeren kræver af planlæggeren. ”Det burde planlæggeren have tænkt på,” lyder det. Men hvor er vi som bybrugere, når planlæggerne rent faktisk rydder kørebanen og åbner scenen for bybrugerens egen performance?

Den brugerdrevne by. Ideer om ’shared spaces’ og det inkluderende offentlige rum formuleres jævnligt som visioner for den gode by. Noget, vi forventer, planlæggerne skal stille til rådighed. Men hvem gider egentlig deltage i et ’shared space’, og kan vi i det hele taget ryste den funktionsinddelte by af os? Er den danske tryghedsnarkoman i virkeligheden stærkt afhængig af den regelstyrede by med dens afmærkninger og skiltning for korrekt anvendelse? Hvor vanedannende er velfærdsplanlægningen egentlig? Brugen af byen bærer ofte præg af, at vi netop ikke vil slække på vores individuelle ret til byrummet. Har vi i den grad vænnet os til, at staten og kommunen regulerer vores adfærd gennem informativ skiltning og klart markerede cykel- og fodgængerzoner? Vi søger byens signaler for, hvordan vi skal handle – og i hvilke zoner. ”Så slå jer dog ned”, tænker man, når brugeren brokker sig over Kalvebod Brygge, ejerlejlighederne langs kanalerne og de derboende ligusterfascister.

Hvor meget vi end ønsker at åbne byrummet og gøre det til et mangfoldigt mødested, så er byboerens reelle adfærd ikke altid så socialt bæredygtig som formodet. For vi bryder os ikke om de zoner i byen, vi ikke kan skelne fra hinanden. I hvert fald foretrækker vi at bruge dem til en søndagsudflugt – for eksempel til det endnu planløse på Refshaleøen og Nokken.

Skal byens rum planlægges til social bæredygtighed, der iscenesætter byen som en fælles scene for udfoldelse, så er spørgsmålet, om flere farvede belægninger, signaler og skiltning gør byen mere bæredygtig? Eller om der tværtimod er brug for en holdningsændring hos bybrugeren, der kan rykke ved måden, hvorpå vi agerer på den urbane scene? Fysisk planlægning alene forandrer sjældent den sociale praksis, selv om det stadig synes at være overbevisningen i den kommunale planlægning. Skal byen blive socialt bæredygtig, må planlægningen bunde i et langt mere mangefacetteret perspektiv – og ikke bare byde på de markerede zoner og farvet asfalt.