Lyden af by

af Kristine Samson | 29.10.2009

Foto: Kristine Samson

Foto: Kristine Samson

Lyden af byen er allestedsnærværende. Både som baggrundstæppe, som irritationen over støjniveauet fra gaden, men også som de mange signaturlyde, der skaber identitet og stedsfornemmelse. Ikke designede lyde, som vi kender dem fra SLA’s lydinstallation på Solbjerg plads, men lyden af by.

For lyden af by er sjældent planlagt. Den er snarere et restprodukt af den designede og planlagte by – af trafik og infrastruktur. Når vi taler om by og lyd, kommer det derfor alt for ofte til at handle om støjreduktion eller snarere stilhed: det må ikke larme. Men lyden af by kan være andet end trafikstøj. Lyden af kirkeklokker, gruset på stien rundt om søerne, når løbere i forskellig hastighed passerer, S-togene, der skærer igennem broerne og lyden af rådhusklokkerne, Oslo-båden, der afgår kl. fem, er alle lydlige koordinater, der er med til at skabe fornemmelsen af by.

Kunne man forestille sig en zone- og byplanlægning, der tager byens rytmer og lyd alvorligt? Hvor rum får karakter gennem deres lydlige kvaliteter? Stilhed har sjældent værdi, hvis den ikke kontrasteres af støj. Derfor bør planlægningen af lyd ikke kun være et spørgsmål om at dæmpe støjgener, menogså handle om at skabe stille ophold i den urbane støj.

Et fremragende eksempel er Søerne. Her kan man som cyklist og fodgænger vælge side: er man til trafikkens puls, oplevelsen af flow og urbant buzz, vælger man Øster-Vestersøgade. Er man til den rekreative og lydligt afdæmpede side, tager man naturligvis turen via Østerbro, Nørrebro og Frederiksberg-siden. At man kan foretage sådanne valg, vælge sine ruter alt efter humør og sindsstemning og temperament er en bæredygtig løsning i den forstand, at det giver en varieret og mangfoldig byoplevelse. Er det en udfordring for trafikplanlæggeren at skabe en by i flere tempi, med variation i lydlig sensibilitet og med mulighed for at vælge rytme og urban intensitet efter behov? Støj hører med til byens rum, og skal derfor ikke med al magt reduceres. Derimod skal den orkestreres, så støjen ikke overdøver byens diversitet og lydligt afdæmpede opholdsrum.

Kategorier: Alle bydele

  • Share/Bookmark



Tilføj kommentar

>> hjælp til at tilføje billeder og video

1 KOMMENTAR TIL Lyden af by

  • Stands back from the keyboard in amazement! Tahkns!

    Link: www.google.com/