Den tavse kamp om rummet

af Karina Conradsen | 30.11.2009

30.11.2009- I en kritisk spændingstilstand 

I Jægersborggade har arkitekter, designere og kunstnere gennem de seneste måneder skabt et projekt af tomme butikslokaler og butiksskilte med påskrift, som skal bringe liv til gaden. Initiativet kalder umiddelbart på associationer til Kødbyen og andre steder, hvor kreative unge virksomheder sætter ind for at bringe nyt liv i byen.

Men i Jægersborggade er det knapt så enkelt at skabe ny livsførelse. Gaden reguleres nemlig af flere grupper med ret forskellige interesser, og her skal man forhandle for at opholde sig. 

En eftermiddag i november tog jeg forbi Jægersborggade. Min forventning var, at jeg skulle se nærmere på de nye tiltag, der er blevet til under navnet ”Gaden finder vej”, et byrumsprojekt sat i værk for at bringe kreative tiltag i gaden. Gaden, som kunne være en hvilken som helst gade med to ind- og udgange. De mange små specialforretninger med kaffe, vinyl guf og specialdesign og skilte med skæve påskrifter som for eksempel ”Perspektivets opløsning” fik mig et kort øjeblik til at glemme, at jeg befandt mig i en gade, der også rummer en historik af 35 skudepisoder siden starten af 2009. 

Men det kom jeg hurtigt i tanke om igen, da jeg gjorde klar til at fotografere byens seneste skud på den kreative forandring af byen. Helt kontant blev jeg konfronteret med en gruppe unge mænd, som havde travlt med at sælge varer, der ikke altid ser dagens lys og som mistænksomt fulgte hvert eneste skridt jeg foretog mig.

Foto: Karina Conradsen

Foto: Karina Conradsen

 Jeg blev spurgt om mit ærinde, og så gik forhandlingen i gang; Forhandling om, at få lov til at tage billeder af projektet ”Gaden finder vej” og gadens brugte butiksruder og butiksskilte, der kontinuerligt udfordrer gadens skæbne.

 Jeg fik min tilladelse til at filme med et ”tak fordi du spørger”. Men dette indebar også, at én af ”Dunjakkerne ” for hvert skridt fulgte mig i hælene, med løftet om, at jeg ikke på noget givent tidspunkt filmede deres ansigter.

 Med en lidt højere slående puls end normalt, fik skiltene pludselig en hel ny betydning, specielt et af dem, som fortalte mig, at gaden er ”I mange skæbners vold”. De var en slags opråb på gadens tilstand.

Foto: Karina Conradsen

Foto: Karina Conradsen

Jeg ville gerne have tilbragt hele dagen med at iagttage dette rum, hvor ”Gaden finder vej” konstant sætter foranderligheden på spil, men følelsen af, at jeg lige den dag hellere måtte få dette halløj hurtig overstået, åndede mig i nakken.

Jeg havde fået forhandlet mig til at få lov til at opholde mig i gaden, men kun for en tid. 

Sådan virker Jægersborggade som om, den hele tiden er midt i en tavs forhandling, hvor forskellige grupper indtager rummet med hver deres behov eller midler.

Fremover vil man kunne følge dette projekt, som også tager aktiv del i denne forhandling og ihærdigt skaber et lys midt i mørket.  På den måde bliver pladsen udvidet til gavn for flere grupper af mennesker.

Hvordan man dog end anskuer byen og dens problematikker, er Jægersborggade et eksempel på, at end ikke velmenende eller kritisk kunst i alle dens former, alene og altid kan opløse den konstante kamp om rummet.

For hvad stiller den person op, der ikke er i besiddelse af kendskab til, hvordan disse uudtalte gaderegler skal efterleves i vores offentlige byrum?

 Læs mere om projektet her www.gadenfindervej.dk

Se interview med Saskia Peinow

Kategorier: Nørrebro

  • Share/Bookmark



Tilføj kommentar

>> hjælp til at tilføje billeder og video

2 KOMMENTARER TIL Den tavse kamp om rummet

  • Dét dér var spændende!