Foto_ Kira Krøis Ursem

De seneste dage er stemningen i byen spidset til. Det gælder ikke bare i Bella Centret men også på den anden side af byens kilometerlange betonbarrikader; På den side, hvor hverdagen holder til.

Helikoptere i luften, militær i havnen, sindssygt mange hylende hollændervogne  og mænd i kamouflage-uniformer på Knippelsbro gør til sammen, at jul i byen lissom er lidt anderledes i år. ”Ok, der er jo større ting på spil”, tænkte jeg selv, da en meget stor politigeneral i fuldt tornyster holdt mig under skarpt opsyn for at se, om det nu også var et æbleskrog, jeg ville smide i en skraldespand på Christianshavn.

Alt bliver set, og alt bliver mistænkt. Så lige nu er dét at bevæge sig fra Christianshavn mod Vesterbro lidt som at gå igennem tolden på en dag med fuldt alarmberedskab – bare meget mere alvorligt. Det er ret svært ikke at tænke på, hvordan man ikke ser mistænkelig ud. Der er bare den forskel, at man ved, hvornår man kommer til tolden. Og så kender man reglerne.

Det gør man ikke helt i København lige nu. Mellem Bryggen og Kalveboden aner ingen for eksempel, hvorfor Bryggebroens 4000 daglige cyklister og fodgængere skal sluses gennem en 1 meter bred åbning i den betonbarrikade, der for tiden skærer området bag Fisketorvet over. Og de færreste bryder sig om at spørge de tavse mænd i uniform ved siden af. Folk stiller sig bare i rækker ind til slusen. For det meste uden ordveksling. ”Jeg bliver altså lidt bange for at gøre noget forkert,” som en kvindelig cyklist sagde. ”Må vi egentlig være her?”

Om man er til fare for nogen eller i fare for noget er ikke helt klart.

Man aner ikke, hvorfor der lige pludselig fræser en hollændervogn op på fortorvet ved Dybbølsbro for fulde gardiner, for så bare at holde stille og glo. Eller hvorfor der pludselig er alle mulige vogne ved DGI-Byen, der blinker så vildt, at det på en hverdag ville have betydet “KÆMPE ULYKKE!” og have fået folk til at stimle sammen. For tiden lister folk forbi.

Normalt bruger man uniformer for at gøre spillets regler klare. Men når valget falder på en kamouflagemodel, der i Københavns vinter gør alt andet end at gå i ét med vegerattionen, er koden temmelig uklar. Plejer de ikke at høre sammen med krig? Eller er det de dér, der plejer at dele skibberlabskovs ud til havnefesterne om sommeren?

Nuvel, vi retter ind i rækken og håber stadig lidt på, at det skaffer den ro, der kan få Klimatopmødet til at ende til hele verdens bedste.  Men hvis byen var sådan hele året, gad vide om nogen så stadig havde haft overskud til til at finde på, at Rådhuspladsens juletræ skulle tændes via kondicykelenergi i år.