Nationalmuseet - Foto: Rasmus Brønnum

Byen har da ikke været mere spændende i lange tider. Det var den fornemmelse, jeg fik i maven, da jeg cyklede gennem byen her til formiddag kl 10. Her var nemlig pyntet fint op med diverse betonmøbleringer. Altsammen til ære for præsident Obama og andre statsoverhoveder, der lander i dag og i morgen.

Thorvaldsens Museum - Foto: Rasmus Brønnum

Hvem vil du helst have skal passe på dig?
Havnegade den 16.12.09 kl. 11:35

Fotograf: Kira Ursem

Gråt-i-gråt og næser med snot – det er et sandt billede af København i december. Det er muligvis grunden til, at vi elsker at tænde godt med julelys og andet stads i gaderne. Men i år er det opgraderet til en surrealistisk fest af lysskilte, bannere, arrangementer og juletræer. Velkommen til Copenheaven!

Copen-Hopen-Faken-Hagen
Jeg tror, de fleste danskere har haft et indtryk af, at Hopenhagen ville blive en skygge i Copenhagens smukke skær. Og på mange måder er det præcis det omvendte vi for tiden ser. Byen er transformeret til en energiladet syntese mellem en hverdag, hvor børn stadig skal afleveres i børneren, og de unge fra Ungeren får serveret knippelsuppe til morgenmad. Alt imens kan vi på tv følge de kloge debattere de fremtidige muligheder for vores klima. Som et veltilrettelagt teaterstykke udspiller der sig dagligt en helt anden type by for vores øjne, end vi er vant til. Og om man som borger har valgt at deltage i festen eller ej, så er det nu engang meget hyggeligt med et alternativ til den grå dagligdag, der vil lande som en lad lussing så snart den sidste minister er fløjet videre til den næste fest på programmet.

Så hvad kan vi så bedst lide ved den nye by? Vinder det gamle Cope, det nye Hope eller er det hele alt for Fake, som i Fakenhagen? Det er næsten svært at tale om, at København bare er vokset eller har forbedret sig på kun en uge. Sandheden er nok mere, at vi oplever hvordan København ville begå sig, hvis det var i mesterlære som et Las Vegas – en by der næsten kun kan forstås ud fra de events, der har valgt at kigge forbi. Her i byen har vi da til tider selv lidt installationer og musikscener på byens pladser, et par tusind turister på gaden, lidt statsledere på besøg eller større demonstrationer med unge mennesker der ’samler på sten‘. Så det er altså ikke lige det, der får byen til at virke som var den hele fløjet ind forleden. Det handler nok mere om, at vi har udlånt byen til resten af Verden – byen er blevet et totalt Bella By. Og det er nok derfor at vi alle føler os som turister i vores eget lille ikke-København.

Copenheaven
Desværre har selve byen ikke kunne tilbyde så meget egentligt by til de mange hermetisk indpakkede statsoverhoveder og ministre. På mange måder vil Hopenhagen forhåbentligt leve videre som et stærkt symbol og begreb for eftertiden…men det vil ikke have meget tilfælles med Copenhagen som by-by. Så lad os endelig nyde at der er kommet cirkus til byen…eller skulle det hellere hedde at byen er gået i cirkus!?

Klimatopmødet

Vores by er på alles læber og på de sociale medier, som Facebook og Twitter, taler folk med om vores by, linker til happenings og tager stilling til alt fra anholdelser, maskotter, klimaboder og vejret i København. I øjeblikket skriver flere tusinde mennesker i timen – klimaskeptikere, NGO’er, politikere, journalister – opdateringer på netværkstjenesten Twitter og ordet “Copenhagen” er et af de mest populære  lige nu.

Se her, hvad der skrives om vores by lige nu på Twitter:

Se, hvad folk twitter om #Cop15 lige nu – klik

Se, hvad folk twitter om #copenhagen lige nu – klik

Se, hvad der skrives på blogs og fora lige nu (via Google) – klik

Foto: Rasmus Brønnum

Vi er efterhånden så forvænte med hvor meget plads bilerne optager i vores by, at vi efterhånden definerer plads til mennesker som dét der er tilovers. Og man kan så undre sig over, at en plads beliggende midt i det centrale København, i ro og mag henligger, som noget der minder om en bilfri parkeringsplads – et sted for hverken biler eller mennesker.

Som en skov uden fugle

Idéen med et større byrum uden fastsatte funktioner skulle jo gerne være at det åbner mulighed for at her kan alt ske. Men her sker jo intet! Ser man et hold turister der er strandet midt på pladsen, ja, så er det højst sandsynligt fordi det er gået op for dem at de er blevet væk – væk fra alting. Væk fra den by og det liv de rent faktisk er kommet for at opleve.

Axeltorv er efterhånden kun et sted for passage. Et sted hvor ikke engang repræsentanter fra den festlige del af klub-grønland har fundet lyst til at slå sig ned. Og tomheden efterlader en scenografi man alt for ofte finder på de glatte pladsdannelser foran provinsens megadomiciler. Men her i midten af vores dejlige København er dét vel mindst ligeså fremmet, som en skov der ikke har nogen fugle!?

Foto: Rasmus Brønnum

Ikke meget plads til en ærlig bænkevarmer

De eneste, der på denne eftermiddag har taget ophold på pladsen, er tre af de grønne cykel-ninjaer spændt op i tights.  De sidder på en henkastet træbjælke ved Scala´s facade, og med lidt sol og godt humør er det fint nok for dem. Jeg spørger om det undrer dem, at der ikke er en eneste siddeplads heromkring? Det er tydeligt at spørgsmålet tager et øjeblik at fordøje. Og den nærmeste mand i grønt svarer: ”ja, det er da egentlig rigtigt nu du siger det – vi er bare så vandt til at der ikke er noget at sidde på, så vi finder somregel selv på noget”.

Vi sidder et øjeblik og kigger lidt ud på den alt for tomme Plads plads – kigger på pariserhjul og rustkunst på den anden side af gaden, og kigger lidt på de forblæste mennesker der passerer forbi os. ”Det er sgu en mærkelig plads det her”, siger den ene så. ”Hvis ik’ jeg li’som var på arbejde så ville jeg da aldrig stoppe op her”, forsætter hans grønne makker. Som snakken går er der klog enighed om at Kbh K nok ikke er et sted hvor man må sidde ned. Ud over den smule bænke der er at finde på Rådhuspladsen, Kgs. Nytorv og Ny Torv, ja, så er der egentlig ikke mange steder man kan tage sig en slapper med lidt indkøbsposer og en Whopper Cheese, eller med glæde vil vendte ekstra 15 min. på den altid forsinkede veninde! Og Axeltorv er ikke en undtagelse – her er spillereglerne næsten, at det gælder om at holde sig til kanten af pladsen. Det ser man tydeligt ved den pølsevogn der stolt er parkeret ude ved fortovskanten…med ryggen til. Her er der rigtigt liv. Men det er jo også et sted vi kan forstå, og et sted der er sat i spil med byen – med eller uden rå løg!.

Må arkitektur begrænse?

Arkitekturprofessoren der stod bag indretningen af Axeltorv og designet af det centralt placerede vandspejl, lagde aldrig skjul på at kommunen i sin tid havde set positivt på, at visse velprovianterede typer med kældervarme bajere, ikke kunne sætte sig på bassinets kant, fordi vandspejlet løber, noget så fint, ud over kanten. Meget meget smart?…Eller meget meget usmart?

Vi diskuterer ofte hvordan vi skal understøtte, eller ligefrem skabe et byrum med liv. Men det skal åbenbart også være det rigtige liv – mangfoldigt, men uden de flossede kanter – Livligt, men uden at vi mister kontrollen.

Når arkitektur er bedst så skaber det rammer der åbner op for det liv man gerne ser udfoldet på et sted. Og på den måde er der en social intention bag enhver planlægning. Det er muligt at København på 20 år er vokset fra Axeltorv. At det ikke længere giver mening at sige flotte ord som: ”Axeltorv er et rum for tanken – et sted hvor der er plads for de lange ubrudte slagskygger der indskriver stedet i uendeligheden – noget der er mere og større end os selv”. Er det sådan vi oplever den? Har vi tid til det? Og har vi Plads nok til det?

Indtil vi finder ud af hvad vi i virkeligheden har brug for her på Axeltorv, så vil jeg være at finde ved pølsevognen…den ude ved kanten, der sender lange-bange skygger ind på pladsen.

Foto: Rasmus Brønnum

Hvis det står til den verdenskendte kunstner Pippilotti Rist og hendes partner in art, arkitekt Carlos Martinez, skal det ellers knap så happening område ved Skt. Jørgens sø og Nyropsgade byudvikles med en violet gevækst. De pæsenterede i går deres bud på byudvikling, der inddrager søbredden, giver mulighed for at lave mad og spise sammen i byrummet og lader gadens belægning fortsætte op af områdets bygninger.  Læs mere på Copenhagen X´ site.

Illustration: Pippilotti Rist

Illustration: Pippilotti Rist

En del tyl, glimmer og frække sygeplejekostumer flagrede rundt på banerne, da den i øvrigt superseje gadefodbold-turnering for kvinder blev afviklet under Cph Moves på Israels Plads i lørdags. Mere end halvtreds kvindehold deltog, og det er rigtig, rigtig mange. Men jeg spekulerede altså lidt over, at udseendet spillede sådan en rolle for en del af deltagerne lige den dag. Det er vel lettere at gå efter bolden, når man ikke har en hårdekoration, man skal holde på.

Gadesporten vokser og mængden af faciliteter i byrummet er øget markant de senere år. Boldbure, bordtennisborde, skaterbaner klatrevægge, cykelcrocket-baner og alt muligt andet nyt og sikkert vildt sjovt er kommet til, for at vi skal få lyst til at bevæge os mere på en let og uformel måde. Mens nogen bliver sundere, får andre noget mere at se på i byen, og sådan slår man to fluer med ét smæk.

Men prøv en gang at holde øje med de nye urbane idrætsarealer, når der ikke er et særligt arrangement som Cph Moves. Du vil med garanti opdage, at det er drenge og mænd, der bruger dem. Det vil sige, piger og kvinder bruger dem også, som man for eksempel nogen gange kan se tidligt om aftenen på Sønder Boulevard, hvor kvarterets teenagere er talstærkt repræsenterede. Hannerne dyster i boldburet. Hunnerne sidder på bænken uden for og kaster blikke og stedvise tilråb ind til de dystende. Det er også en facet af  byliv.

Sådan er det selvfølgelig ikke altid og alle steder. Men når det kommer til de mange nye rum i byen, der lægger op til bevægelse, er det mest på løberuterne og cykelstierne, at kvinderne har fundet solidt fodfæste. Fint nok, men ligefrem topsjovt..?

Nå, den dér lørdag eftermiddag tog kvinderne sig en klædelig luns af gadefodboden midt ud i byens rum. Og de gav den fuld skrue, så man virkelig ikke var i tvivl om, at det var kvinder, der tog banen. Med holdnavne som “FC Babselona” og ”Krusedullerne” og tegnede omrids af bryster på holdblusen blev kønnet trukket helt frem i angrebet.

Er kvinder virkelig nødt til at dresse helt op for at ride med på de nye urbane sportsbølger? Faktisk lidt ja, fortæller flere af deltagerne mig. “Jeg ville ikke have det fedt med bare at springe ind i et bur i byen i mit almindelige tøj. Jeg føler mig udstillet”, siger en frisk, ung kvinde i noget let og lilla, mens jeg spekulerer over, hvordan et småfrækt tyl-skørt på en boldbane mon skulle placeres for at afværge for mange blikke.

Men det ER faktisk løsningen. Det forstår jeg efterhånden, som jeg får snakket mig lidt mere gennem flokkene. Mange kvinder bryder sig simpelthen ikke om, at blive kigget på, når de dyrker idræt. Derfor ser man dem ikke så tit flippe rundt og lege på en bane på gaden en almindelig tirsdag aften. Lit lir, glitter og sjov gør det hele lidt lettere, når der ikke er andet til at skærme for blufærdigheden.

Man kan måske med rette begynde at fundere over, om mange af de nye byrum er delt i køn. Mænd leger og dyster, mens kvinder kan se på fra en græsplæne, en caféstol eller et plateau.

Ikke fordi det var meningen. Det viser sig bare, at når gadesport også skal bruges som kulisse for resten af byens liv, så er kvinderne forvist til de gamle løberuter, hvis de også gerne vil slippe for sportshaller og træningstider.

Kan kvinderne smide blufærdigheden? Eller skal vi bare være glade for, at byen hele tiden får flere og flere caféstole at sidde på?

Foto: Rasmus Therkildsen

Foto: Rasmus Therkildsen

Havnegade begynder nu med en lille boldbane, en græsgryde til solbadning og en dufthave, hvor man kan få pirret lugtesansen. Længere henne kommer petanquebaner og udeservering langs vandet for cafeen i gaden. Det hele er meget primitivt og virker en smule ufærdigt, og det er helt med vilje. Beboerne vil nemlig stadig gerne have, at kommunen kommer med en plan og viser vilje til at investere i et nyt miljø omkring Havnegade, men de var trætte af at vente. Derfor har de taget ansvar for egen by og skabt et midlertidigt rum med billige materialer, som kan ændres, når man har lyst og sagtens fjernes helt, når der ligger en holdbar udviklingsplan fra kommunens side. Projektet skal udvikle sig løbende, og hvis man har lyst til at være med, skal man bare slå et smut ned forbi havnen, hvor man også kanfå inspiration til selv at skabe nye, spændende byrum.

Foto: Hulda Hallgrímsdóttir

Foto: Hulda Hallgrímsdóttir