Klimatopmødet

Vores by er på alles læber og på de sociale medier, som Facebook og Twitter, taler folk med om vores by, linker til happenings og tager stilling til alt fra anholdelser, maskotter, klimaboder og vejret i København. I øjeblikket skriver flere tusinde mennesker i timen – klimaskeptikere, NGO’er, politikere, journalister – opdateringer på netværkstjenesten Twitter og ordet “Copenhagen” er et af de mest populære  lige nu.

Se her, hvad der skrives om vores by lige nu på Twitter:

Se, hvad folk twitter om #Cop15 lige nu – klik

Se, hvad folk twitter om #copenhagen lige nu – klik

Se, hvad der skrives på blogs og fora lige nu (via Google) – klik

Den Rullende Redaktionsbus blev i ugens løb flittigt udsmykket med kommenterer der knyttede sig til de besøgte bydele. De blev alle fotograferet til minde om de hundredvis af glade og engagerede gæster vi havde på besøg.

- Slideshowet kan pauses nederst i billedet, og kan også ses her i fuld skærm.

Foto: Kira Krøis Ursem

Der hvor havnestadens illuminerende arkitektur slutter, fulgte Kira og Karina sporet af en vildtvoksende perle, en illusion som har til huse midt i byens rum. ”Vi har ikke noget slogan” siger Nokkerne, men vi smed barrikaderne og mødte to personer, der beskriver livet på Nokken og glæden ved landsbystemning midt i storbyen.

Foto: Kira Krøis Ursem

Jeanette og Helle fortæller:

”Vi har jo ikke noget slogan, som beskriver nokkerne, men vi vil gerne forblive ”skæve”. Vi arbejder hårdt for retten til at bruge Nokken året rundt. Det er fantastisk at køre ud, hvor gadelygterne stopper, og smagen af landsby overtager, selv om vi er totalt bymennesker. Byen har altid været tæt på, men det er hårdt at beskue, hvordan socialrealistisk beton kraftigt vokser frem, og hvor vi lever et liv, hvor også din krydderurt har sin dagligdag. Her er ’To do, kuk kuk’ ikke det altoverskyggende favntag”.

En anarkistisk perle

”Nokken er som en anarkistisk grøn perle, en parentes i storbyen. Ægte perler er sjældne, men perler kan vel også have lort med sig. Der er rå og ærlig energi mellem naboerne, men gamle stridigheder bliver ikke taget med i graven”.

Foto: Kira Krøis Ursem

”Vi er rigtig glade for, at der er mange, der bevæger sig gennem Nokken for at komme ud til Amager Fælled. Vi synes også selv, at fælleden er et fedt sted, og det er fantastisk, at folk vil bruge deres fritid på vores dagligdag. Der er jo så megen mangfoldighed i byrummet generelt, og det burde være muligt at være i hinandens rum, lidt ligesom hos os, hvor vi repræsenterer alle samfundslag. Vores hverdag minder egentlig meget om enhver andens med job og daglige indkøb, bortset fra at vi har elementerne af landsbyliv med os, og at vi med tiden har fået noget, der minder om en paranoiaknap, mens vi venter på et udspil fra kommunens side”

Efter en stunds samtale med 100% Nokkere slentrer vi langs kanten ind i ”byen” med små skinnende perler i bagagen, uden kulturpolitisk misforståelse.

]]> http://www.cphx.dk/blog/2009/09/03/hvad-nokker-sker-der/feed/ 3 http://www.cphx.dk/blog/2009/09/03/mere-kant-tak/ http://www.cphx.dk/blog/2009/09/03/mere-kant-tak/#comments Thu, 03 Sep 2009 13:54:12 +0000 Rasmus Brønnum http://www.cphx.dk/blog/?p=1148

Kant er godt, kant er noget vi kan bruge! Ud af Københavns 20-30 kilometer lange kajkant er den på Islands Brygge en vinder. En 80 cm lykkelig tilfældighed i skæringen mellem kajens givne højde og hvad højdekravet er til en bådbro.

- Tryk her for fuld skærm!

Af:  Rasmus Brønnum
.Fotograf: Kira Krøes Ursem

Foto: Kira Krøis Ursem

I bedste arbejdsmyre-stil slæber vi uendelige mængder af fødevarer og forbrugsgoder med dertil hørende emballage op i vores lejligheder. I Havnestaden kan man nu blive oppe i sin lejlighed næsten konstant, fordi man ikke skal ned for at komme af med sit affald. Men er det nu også lige dét området har mest brug for?

Affaldet er flyttet hjemmefra
Havnestaden på Islands Brygge er foran med teknologien. Som enkelte lejlighedsorganer i selviscenesatte bygningskroppe er staden nemlig født med ét stort skraldenetværk: En samlet strategi for affaldshåndteringen for de godt 1.750 boliger, bestående af 3 kilometer nedgravet metaltarm – et skraldekateter. Der er ikke noget nyt i, at en mobil skraldesnabel kommer og suger boligdyrets fortærede føde op gennem en lem i bunden. Men her i Havnestaden forsvinder alt affaldet et uvist sted hen, når først lågen til dit personlige affaldsnedkast er lukket. Ingen larm. Ingen lugt…og ingen mennesker! Boligen som maskine nærmer sig stærkt sit ideal.

Ude af syne, ude af sind?
På en af de tomme plæner møder jeg en dame og tre pudler. Jeg spørger hende, om hun ved, hvor hendes affald egentlig bor? Hun siger smilende: “Næ, jeg har da aldrig tænkt over hvor det egentlig ender”. Alle jeg snakker med ved det faktisk ikke, men de regner da med, at det har det godt og har fået et rart sted at bo. “Engang smed min bror ved et uheld en kuvert med penge ud. Han styrtede straks ned til viceværten for at høre, hvordan han kunne finde den igen. Men han havde bare trukket på skuldrene og sagt at det var væk…altså væk væk!”, fortæller hun.

Foto: Kira Krøis Ursem

På bedste ninjamanér bevæger jeg mig videre rundt i området for at løse mysteriet og finder længst væk en lillebitte stålhytte. Jeg får at vide, at det er her, affaldet bor og fylder hele 30 kubikmeter. Som jeg står der og betragter den, minder den mig mest om en dansk gråvejrsversion af monolitten fra filmen ‘Rumrejsen 2001′. Som et lille symbolsk mindesmærke fra en tid, hvor mennesker mødtes på bagtrappen eller i gården, syngende på vej ned med deres skrald. Og ligesom i filmen står denne skraldemonolit også i et øde og forblæst område, hvor alle vinduernes øjne ville klæbe sig til enhver, der skulle finde på at stoppe op et tilfældigt sted. For hvad laver han dog…han er da ihvertfald ikke nede med skrald!!

Husene har jo fire forsider
Jeg vandrer videre rundt imellem bygningerne, der alle har fire forsider – ingen skjulte baggårde eller andre hemmelige steder. Uha nej. Intentionen har sikkert været, at det skulle blive et sted, som alle beboere deles om og mødes i…ser dog mere ud til, at det er her, de kan kede sig sammen, alle sammen! En solbrændt dame siger: “en gruppe ildsjæle her fra Havnestaden fik 20.000 kr fra en større fond til at møblere den grønne kile, her, med udendørs træningsredskaber. Men det blev altså stemt ned af alle dem der bor, deroppe, ud til det grønne areal”. Hendes historie fik straks min indre arkitekt til at svede som en gal Gehl!

Havnestad får en havneflad!
Hvis man vil opleve, at bunden ryger ud af dette område, så vil det ske den dag, hvor ingen behøver at forlade deres bolig. De arbejder hjemme, får maden bragt og børnene hentet. Til den tid kan det jo være, at Havnestadens beboere alligevel har fået træningsredskaberne på plads.

Som tingene ser ud lige nu, så ville det kun gøre det sociale liv mellem husene bedre, hvis man parkerede alle skraldecontainerne midt ude i det grønne område!

Rasmus Brønnum

Erik Hey arbejder i By & Havn og er vinterbader gennem mange år. Han savner muligheder for at bade i havnen om vinteren.

foto: Kira Krøis Ursem

Dagens arkitektur udflugt bringer mig ud til Havneholmen og Lundgaard & Tranbergs nye og funklende hvide lejligheder, lige ud til vandet og Bryggebroen.

Vi starter øverst oppe på 6. sal i penthouselejligheden. Min krop fortæller mig, at her vil den gerne bo samtidig med, at min hjerne griner højlydt af chancen for, at jeg får skrabet 12 mio. sammen til at købe den. Finanskrisen har dog astedkommet, at der nu lejes lejligheder ud i stor stil. Alt er meget hvidt. Hvid termopuds, hvidpigmenterede trægulve, indbyggede hvide skabe og vinduer, der ud mod vandet er mindst fire meter høje. Lejligheden har fire altaner og en kæmpe tagterrasse. Hele familien kan være i fred for hinanden, på hver sin terrasse. Udsigten er fantastisk, og man får det hele med. Detaljeringen er lækker, fine trædetaljer ved døre og vinduer og brede hardwoodplanker på altaner og terrasser. Køkkenet ser også helt fornuftigt ud, og badeværelset har en fancy glasbyggestens væg.

Foto:Kira Krøis Ursem

Vi får også lov til at se en af lejlighederne nede på 4.sal. Det er her os andre dødelige måske har råd til at være med. Her er der 115 m2, to terrasser, to soveværelser og et stort rum med køkken og stue.

Stedet fornemmes ret så eksklusivt, og det er tydeligt, at det er noget af det sidste, der nåede at blive realiseret, inden finansboblen brast. Jeg ved ikke, om her er bopælspligt, men man kunne godt forestille sig en Lars Ulrich- agtig type flytte herind, smide lidt Cobra kunst på væggene og så bruge en weekend om året sammen med Connie eller anden præmiekone.

Jeg har længe beundret de udvendige facader, når jeg cykler frem og tilbage langs Bryggen. Der er virkelig god variation og balance. Specielt når man sammenligner med resten af det crap, der er bygget langs Kalvebod Brygge. Et enkelt materialevalg er gennemgående i hele byggeriet, og udendørsarealerne er også ret fine. Svungne stiforløb med en ret stram bevoksning, som er meget strand-agtig.

Den unikke havneplacering giver nogle udfordringer, som er løst ved, at bebyggelsen er udformet som to U-formede karreer med indre gårde, der begge åbner sig mod havneløbet. Der er trukket en mindre kanal ind i bebyggelsen, og der er placeret to fritstående tårnhuse helt ude ved kajkanten. Der er vandudsigt til tre sider, og en stor del af boligerne har dermed fundament direkte ned i vandet. Fra stuelejlighederne er der direkte adgang til egen bådebro. Så kan man jo vælge, om man vil tage sin jolle med i stedet for bilen. Skal man have en parkeringsplads, skal man lige være klar på at smide 225.000 kr. for en plads i kælderparkeringen. Så skulle den p-plads også være betalt.

Som sagt er det efter min mening det mest vellykkede nybyggeri på Havneholmen. De gule murstensblokke ved siden af ser sørgeligt outdatede ud, og det må være nederen for dem, der bor der, at se, at nabohusene er langt federe.

Den svenske arkitekt Wingårdh har stået for masterplanen, som bl.a. indebærer de skråtstillede tage, som jeg ikke helt forstår. Allerkoncernens hus af PLH er bestemt heller ikke noget at råbe hurra for. Alt dette bidrager dog til, at Lundgaard og Tranbergs boliger virkelig skiller sig ud.

Foto:Kira Krøis Ursem

Video: Rune Huvendick Jensen og Kristoffer Friis

Havnefronten på Islands Brygge er et klasseekseksempel på, at byens indbyggere ikke altid adlyder byplanlægningen. Man må ikke bade fra hele det lange dæk langs Bryggen. Men vi gør det alligevel.  Mon man kan kalde det civil ulydighed, når hele byen springer i? I dag har det et skær af pionerånd. Den officielle sommer er slut, og det populære Havnebad er lige lukket. Så hvad gør man, hvis man gerne vil have en septemberdukkert på Bryggen? Trodser reglerne med fare for en bøde og hopper i.

Havnebadet på Islands Brygge er en kæmpesucces, men når solen drøner, og københavnerne hopper i bikinien, så er det lange trædæk langs med Bryggen pakket med solbadere og svømmere. Og dér i sommersolen bliver det klart, at selv om danskere er notoriske for ikke at gå over for rødt, selv når der ikke er en sjæl i sigte, så indtager vi forbudte byrum. Bevæger os, bader og boller, formoder jeg, uplanlagt. Og indimellem bliver de spontane interventioner permanente; som på yndlingstrædækket på Bryggen. Hvorfor er det, at man ikke bare tager konsekvensen af, at der ikke er plads nok i Havnebadet, at det langt fra har åbent nok måneder om året, og at københavnerne vil have deres badefrihed? Badning på hele Bryggen, nu!