Klimatopmødet

Vores by er på alles læber og på de sociale medier, som Facebook og Twitter, taler folk med om vores by, linker til happenings og tager stilling til alt fra anholdelser, maskotter, klimaboder og vejret i København. I øjeblikket skriver flere tusinde mennesker i timen – klimaskeptikere, NGO’er, politikere, journalister – opdateringer på netværkstjenesten Twitter og ordet “Copenhagen” er et af de mest populære  lige nu.

Se her, hvad der skrives om vores by lige nu på Twitter:

Se, hvad folk twitter om #Cop15 lige nu – klik

Se, hvad folk twitter om #copenhagen lige nu – klik

Se, hvad der skrives på blogs og fora lige nu (via Google) – klik

I Jægersborggade har arkitekter, designere og kunstnere gennem de seneste måneder skabt et projekt af tomme butikslokaler og butiksskilte med påskrift, som skal bringe liv til gaden. Initiativet kalder umiddelbart på associationer til Kødbyen og andre steder, hvor kreative unge virksomheder sætter ind for at bringe nyt liv i byen.

Men i Jægersborggade er det knapt så enkelt at skabe ny livsførelse. Gaden reguleres nemlig af flere grupper med ret forskellige interesser, og her skal man forhandle for at opholde sig. 

En eftermiddag i november tog jeg forbi Jægersborggade. Min forventning var, at jeg skulle se nærmere på de nye tiltag, der er blevet til under navnet ”Gaden finder vej”, et byrumsprojekt sat i værk for at bringe kreative tiltag i gaden. Gaden, som kunne være en hvilken som helst gade med to ind- og udgange. De mange små specialforretninger med kaffe, vinyl guf og specialdesign og skilte med skæve påskrifter som for eksempel ”Perspektivets opløsning” fik mig et kort øjeblik til at glemme, at jeg befandt mig i en gade, der også rummer en historik af 35 skudepisoder siden starten af 2009. 

Men det kom jeg hurtigt i tanke om igen, da jeg gjorde klar til at fotografere byens seneste skud på den kreative forandring af byen. Helt kontant blev jeg konfronteret med en gruppe unge mænd, som havde travlt med at sælge varer, der ikke altid ser dagens lys og som mistænksomt fulgte hvert eneste skridt jeg foretog mig.

Foto: Karina Conradsen

 Jeg blev spurgt om mit ærinde, og så gik forhandlingen i gang; Forhandling om, at få lov til at tage billeder af projektet ”Gaden finder vej” og gadens brugte butiksruder og butiksskilte, der kontinuerligt udfordrer gadens skæbne.

 Jeg fik min tilladelse til at filme med et ”tak fordi du spørger”. Men dette indebar også, at én af ”Dunjakkerne ” for hvert skridt fulgte mig i hælene, med løftet om, at jeg ikke på noget givent tidspunkt filmede deres ansigter.

 Med en lidt højere slående puls end normalt, fik skiltene pludselig en hel ny betydning, specielt et af dem, som fortalte mig, at gaden er ”I mange skæbners vold”. De var en slags opråb på gadens tilstand.

Foto: Karina Conradsen

Jeg ville gerne have tilbragt hele dagen med at iagttage dette rum, hvor ”Gaden finder vej” konstant sætter foranderligheden på spil, men følelsen af, at jeg lige den dag hellere måtte få dette halløj hurtig overstået, åndede mig i nakken.

Jeg havde fået forhandlet mig til at få lov til at opholde mig i gaden, men kun for en tid. 

Sådan virker Jægersborggade som om, den hele tiden er midt i en tavs forhandling, hvor forskellige grupper indtager rummet med hver deres behov eller midler.

Fremover vil man kunne følge dette projekt, som også tager aktiv del i denne forhandling og ihærdigt skaber et lys midt i mørket.  På den måde bliver pladsen udvidet til gavn for flere grupper af mennesker.

Hvordan man dog end anskuer byen og dens problematikker, er Jægersborggade et eksempel på, at end ikke velmenende eller kritisk kunst i alle dens former, alene og altid kan opløse den konstante kamp om rummet.

For hvad stiller den person op, der ikke er i besiddelse af kendskab til, hvordan disse uudtalte gaderegler skal efterleves i vores offentlige byrum?

 Læs mere om projektet her www.gadenfindervej.dk

Se interview med Saskia Peinow

Foto: Kristine Samson

Nørrebrogade, trængsel på cykelstien. Det er svært at overhale, og dem, der gør, holder sig ikke tilbage for at ringe med klokken eller ryste overbærende på hovedet midt i overhalingen. Imens ligger den rødt-boble-markerede vejbane øde hen. Og selv om man efter planen kan forvente, at en 5A’er passerer gennem området hvert 4.-5. minut, er de røde bobler efterhånden blevet et billede på bybrugernes angst for det regelløse og midlertidige rum. For hvorfor klistre sig sammen på cykelstien, når vejen nu er tilgængelig? Selv den udvidede cykelsti på strækningen over Dronning Louises bro bidrager til en vis adfærdsusikkerhed. Tør vi bevæge os ud over vore vanlige grænser? Er det lovligt? Og hvad sker der, hvis jeg overskrider mit fysisk markerede felt?

Planlægningen af byens rum byder på en lang række paradokser i gråzonen mellem kaos og orden – paradokser, der ofte spænder ben for udviklingen af den socialt bæredygtige by. Bybrugeren besværer sig gerne over den manglende service fra kommunens side; ”Det-er-for-galt”-indstillingen. Beklagelser over støj, affald, manglende parkeringspladser, cykelstativer, cykelstier – og nu er også cykelhjelme blevet noget, borgeren kræver af planlæggeren. ”Det burde planlæggeren have tænkt på,” lyder det. Men hvor er vi som bybrugere, når planlæggerne rent faktisk rydder kørebanen og åbner scenen for bybrugerens egen performance?

Den brugerdrevne by. Ideer om ’shared spaces’ og det inkluderende offentlige rum formuleres jævnligt som visioner for den gode by. Noget, vi forventer, planlæggerne skal stille til rådighed. Men hvem gider egentlig deltage i et ’shared space’, og kan vi i det hele taget ryste den funktionsinddelte by af os? Er den danske tryghedsnarkoman i virkeligheden stærkt afhængig af den regelstyrede by med dens afmærkninger og skiltning for korrekt anvendelse? Hvor vanedannende er velfærdsplanlægningen egentlig? Brugen af byen bærer ofte præg af, at vi netop ikke vil slække på vores individuelle ret til byrummet. Har vi i den grad vænnet os til, at staten og kommunen regulerer vores adfærd gennem informativ skiltning og klart markerede cykel- og fodgængerzoner? Vi søger byens signaler for, hvordan vi skal handle – og i hvilke zoner. ”Så slå jer dog ned”, tænker man, når brugeren brokker sig over Kalvebod Brygge, ejerlejlighederne langs kanalerne og de derboende ligusterfascister.

Hvor meget vi end ønsker at åbne byrummet og gøre det til et mangfoldigt mødested, så er byboerens reelle adfærd ikke altid så socialt bæredygtig som formodet. For vi bryder os ikke om de zoner i byen, vi ikke kan skelne fra hinanden. I hvert fald foretrækker vi at bruge dem til en søndagsudflugt – for eksempel til det endnu planløse på Refshaleøen og Nokken.

Skal byens rum planlægges til social bæredygtighed, der iscenesætter byen som en fælles scene for udfoldelse, så er spørgsmålet, om flere farvede belægninger, signaler og skiltning gør byen mere bæredygtig? Eller om der tværtimod er brug for en holdningsændring hos bybrugeren, der kan rykke ved måden, hvorpå vi agerer på den urbane scene? Fysisk planlægning alene forandrer sjældent den sociale praksis, selv om det stadig synes at være overbevisningen i den kommunale planlægning. Skal byen blive socialt bæredygtig, må planlægningen bunde i et langt mere mangefacetteret perspektiv – og ikke bare byde på de markerede zoner og farvet asfalt.

Svømmehallen, som er alletiders, når man bliver lukket ind, duer slet ikke til børnefamilier, med mindre børnene er supergode svømmere. Det er børn typisk ikke, når de er under fem år!

Selv den daglige leder af svømmehallen, Charlotte Topp, bekræfter, at svømmestadion nærmest er uegnet til børnefamilie:

- Det er bare ikke bygget til børn. Det er bygget som et svømmestadion til eliteidræt, og så har man lagt det her mindre øvebassin hernede også. Det er ikke rettet mod børnemålgrupper, siger hun.

Der må maksimalt befinde sig 10 børn i det lille bassin og selv dét bassin er ikke egnet til helt små børn med sin dybde på 80 centimeter.

Her kan du læse om Prismen – et andet stort kultur- og fritidsprojekt, som heller ikke helt blev som det blev planlagt.

FAKTA OM BELLAHØJ SVØMMESTADION
* Svømmehallen Bellahøj Svømmestadion åbnede 10. august 2009.
* Den består af et 50 meter bassin med en vanddybde på to meter, et 25 meter bassin med udspring og en vanddybde på 3,8 meter samt et legebassin på fem gange 12 meter med en dybde på 0,8 meter.
* Bellahøj Svømmestadion har kostet godt 225 millioner kroner at bygge om.
* Yderligere er der udendørs faciliteter i form af to 25 meter bassiner, vandlegeområde samt vandrutschebane.

Den Rullende Redaktionsbus blev i ugens løb flittigt udsmykket med kommenterer der knyttede sig til de besøgte bydele. De blev alle fotograferet til minde om de hundredvis af glade og engagerede gæster vi havde på besøg.

- Slideshowet kan pauses nederst i billedet, og kan også ses her i fuld skærm.

Billedserien er taget i dag på min cykeltur på vej fra Nørrebro til den Den Rullende Redaktion på Halmtorvet. Når man først får øjnene op for dem, finder man ud af, at der er små sorte poser over alt!

Citater fra et møde med arkitekt og byplanlægger Rasmus B. Andersen på en betonklods på pladsen foran Nørrebrohallen. Ramus er grundlægger af arkitektfirmaet DashMark, der har særlig ekspertise i, hvordan bevægelse, idræt og sport kan integreres i arkitektur og byplanlægning. Pladsen har vist ikke rigtigt noget navn.

“Det er sådan et uformelt rum, der ikke rigtigt er noget. Det er bare en stor plads, helt uprogrammeret og uden noget som helst, der adviserer, hvad det skal bruges til. Der er betonklodser, helt lukkede vægge, og så de to bede, så man bruger det mest til at sidde og kigge. Der SKAL være de her helt åbne og inviterende rum i byen, som alle føler, at de gerne må indtage, og hvor de kan udtrykke sig.  Hvis ikke der er den slags rum, vil nogle grupper føle sig undertrykte. Og så er det, at der opstår for store konflikter i byen”.

“Hvis man tilførte et eller andet til denne her plads, som var et decideret aktivitetsfelt, så ville det pludselig komme til at tilhøre nogle frem for nogle andre. Som caféen dér på den anden side. Man ville jo ikke sætte sig på jorden mellem cafébordene. Men man kunne godt dyrke det her ikke-rum noget mere”.

“Hvis bare der var for eksempel fire af de her bede her, så ville der opstå en slags labyrintstruktur, der vil danne forskellige forløb, og som nogle sikkert ville cykle imellem og børn hoppe på. Og flere ville sandsynligvis tage ophold og kigge på livet”.

“Der er kun ét sted her, som fungerer som et territorium. Det er boldburet dernede, oven i købet forsænket med bander og net omkring. Man ville føle sig virkelig anmassende, hvis man gik derind”.

I København har vi fået en ny tone i de senere år. I hvert fald er det super tydeligt, at vi pt. har en radicool borgmester siddende på toppen af den forvaltning (Miljø & Teknik), som står for den fysiske udvikling af byen – og for at fortælle os alle om det. Der går nærmest en lige, grafisk linje fra Klaus Bondams valgkampagne i 2005 (’lækker storby’ – den med de lyserøde og mintgrønne skylines på valgplakaterne) til de plakater og skilte, man i dag møder i forbindelse med byudviklingsprojekter som (lukningen af) Nørrebrogade og Nørrebroparken. Det vil sige stærke pang-farver og et lækkert og lidt frækt design med masser af bobler og skæve kanter og kasser til at pakke budskaberne ind.

Under det generelle slogan ’Sammen om byen’ har Københavns Kommune de sidste år skruet helt op for den personlige, inkluderende kommunikation, der forsøger at få borgerne til at tage fælles ansvar og skabe fælles engagement i byens udvikling. Personligt kan jeg meget godt lide det – men jeg befinder mig så helt sikkert også i samme kulturelle segment som dem, der står bag. Om det virker på drankerne ovre på bænken eller invandrerknægtene ovre i Utterslev Mose, når der på skraldespandene sidder en sticker med et høfligt (og meget lyserødt) ’Ingen grill tak’ – det er måske lidt mere tvivlsomt.

Det overordnede budskab synes at være, at kommunen ikke bare tænker på byens ve og vel, men også på borgernes. Men selvfølgelig stadig mere på nogle borgergrupper end andre – sådan er det jo i en politisk virkelighed med mærkesager og økonomiske prioriteringer. Eksempelvis tænker kommunen meget på dig, hvis du er cyklist og dermed med til at realisere den store politiske ambition om CPH som verdens bedste cykelby. Så får du dine helt egne prints på kørebanen, som skal forhindre dig i at blive jævnet med jorden af en lastbil.

Den personlige, næsten intime henvendelsesform er altså en kendsgerning i det københavnske byrum. Min personlige favorit er et skilt med teksten ’Pas godt på Nørrebrogade’, som jeg på et tidspunkt så ved Dronning Louises Bro. Ikke nok med at vi skal passe på byen, vi skal nærmest blive personlige venner med vores nærmiljø. En smule over-the-top skulle jeg mene. For de fleste mennesker er en gade nu nok bare en gade, lige meget hvor hyper byudviklet og omdannet, den er blevet.

I New York har de P-skilte med teksten ’Dont even think of parking here’. En ret fed, humoristisk og alligevel irettesættende måde at henvende sig til folk på. I den mere bløde, danske velfærdsvirkelighed taler byen (kommunen, bydelsrådet, grundejerforeningen etc.) til os på en anden måde. Ét af de mere interessante nye tiltag er de ’positive skilte’, som er sat op i Ørestad Bypark. I stedet for forbud, påbud, alt det man ikke må – er tanken her at pege på alle de sjove muligheder, der er i den nye park. Helt sikkert en anderledes og konstruktiv idé, men på mig virker skiltene ikke helt efter hensigten.

På mig virker skiltene mere som dekoration end som egentlig offentlig kommunikation. De rammer mig ikke med et budskab, men mere med en ambition. Altså ambitionen om at løfte det nye byområde for enhver pris – ikke ambitionen om at inkludere borgerne i byudviklingen. Hvordan skal man forholde sig til et skilt som det her viste, hvis man ikke føler sig særligt høj i hatten eller ude på narrestreger, men bare er på vej hjem gennem parken med sine indkøbsposer?