At have sig et begreb om en bydel er en ting – at konstruere og sammensætte den for andre er en anden. Det meste af Danmark rejste i sidste uge ud på det store internet i form af 360 graders billeder af alle gader på Google Street View. Nu kan alle vandre igennem København i sit eget tempo. Men for os lokale der allerede bor, kender, bruger og tænker stedet anderledens, ja, her kan det godt være at ‘ideen om et sted’ har en hyper hastighed som den film jeg her har sammensat af 800 screenshots.

Klimatopmødet

Vores by er på alles læber og på de sociale medier, som Facebook og Twitter, taler folk med om vores by, linker til happenings og tager stilling til alt fra anholdelser, maskotter, klimaboder og vejret i København. I øjeblikket skriver flere tusinde mennesker i timen – klimaskeptikere, NGO’er, politikere, journalister – opdateringer på netværkstjenesten Twitter og ordet “Copenhagen” er et af de mest populære  lige nu.

Se her, hvad der skrives om vores by lige nu på Twitter:

Se, hvad folk twitter om #Cop15 lige nu – klik

Se, hvad folk twitter om #copenhagen lige nu – klik

Se, hvad der skrives på blogs og fora lige nu (via Google) – klik

- AFSPIL FILMEN I FULD SKÆRM

Værnedamsvej; det er kvali-vare på godt og ondt. Biler, mennesker og cykler mødes i en tæt knude i samme nedsatte hastighed. Ja, selv de to kommuner, Frederiksberg og København, mødes her.

Når vi diskuterer, hvad der skaber “den gode by” med liv på gaden, så er det svært at komme med en færdig opskrift på, hvordan det gøres. Der er udfordringer på netop dette sted, og der går ikke en dag uden en eller anden form for færdselsuheld. Det er primært pga. det store pres fra biltrafik, og  ingen af de to kommuner vil afgive P-pladser på deres side af gaden. Derfor går snakken flittigt, om ikke man så bare lige kunne lukke for biltrafik. “1-2-3 Problem solved!?”

Men så let er det nok ikke. For hvad er det, der gør netop Værnedamsvej til et helt specielt sted i København? En anderledens belægning med regler for trafikken kan have store konsekvenser. Ville gadens aktivitet og kultur ændre sig i en retning, vi slet ikke havde forudset? Hvor vi går fra gade til gågade til gå-væk-gade?

Sangeren Jens Unmack har i et fint interview sagt om Værnedamsvej:

»Værnedamsvej er en hyggelig gade, og den ligner ikke noget andet. Hvis du kører ned ad den lørdag formiddag, så er det ligesom at være i Italien, med bilerne der holder og dytter og kan ikke komme frem eller tilbage. Og der er fyldt med folk. Den er meget gammeldags med mange små butikker. Der er IKKE en Jack & Jones butik, der er ikke nogen H&M eller McDonald’s. Så er der de der smarte hoveder på Københavns Rådhus, Klaus Bondam typerne, der synes, at det skal være en gågade, fordi det er så idyllisk.«

Hvis det står til den verdenskendte kunstner Pippilotti Rist og hendes partner in art, arkitekt Carlos Martinez, skal det ellers knap så happening område ved Skt. Jørgens sø og Nyropsgade byudvikles med en violet gevækst. De pæsenterede i går deres bud på byudvikling, der inddrager søbredden, giver mulighed for at lave mad og spise sammen i byrummet og lader gadens belægning fortsætte op af områdets bygninger.  Læs mere på Copenhagen X´ site.

Illustration: Pippilotti Rist

Illustration: Pippilotti Rist

Henning Thomsen

Gaden St. Edwards Street i Fort Greene i Brooklyn, New York City, blev henover en weekend forskønnet med et kæmpe vejmaleri skabt af børn og unge fra den lokale kunstskole. Gaden fik en ny og ganske særegen identitet og samtidig var samarbejdet mellem børn og unge omkring projektet med til at styrke det lokale sammenhold. Men især bilisternes opmærksomhed på, at mange børn dagligt færdes i gaden, blev øget markant med børnenes store vejmaleri – måske endda på en måde, som traditionelle vejskilte med advarsler og fartbegrænsninger ikke er i stand til.

Jeg kører dagligt tværs gennem Vesterbro med mine børn for at lande dem og deres cykler på Vesterbro Ny Skole. Det sidste stykke af vejen, på Ny Carlsberg Vej, kunne med fordel få et sådant vejmaleri er jeg sikker på. Her skal man dagligt snyde sig forbi parkerede biler langs vejsiden og overhalende biler til den anden side, der også helst skal klemme sig hurtigt ind foran cyklisterne for ikke at skulle holde tilbage for hellerne i midten af vejen. Med andre ord: det er kaos hver morgen ude foran skolen. Så hvorfor ikke male vejen 100 meter på hver side af skolen så bilerne ved, de skal passe på?

Link til artikel og video

Foto: Rasmus Brønnum

Forskellen mellem skulptur og arkitektur er, at skulpturen ikke er bundet af funktionen. Og vi må spørge os selv, hvor mange skulpturer vores havn kan overleve. De fylder op og indtager, men giver intet igen… nej, ikke engang en kop kaffe!

Med den nye kommuneplan under armen slog jeg et sving omkring Havneholmens nyeste spydspids. En kaj, der skyder sig ud midt i havneløbet - en placering, der er en større kulturinstitution værdig. Der er ingen tvivl: det er et ganske specielt sted. Et sted, man kører ud til og tager sig en slapper med udsigt. Og den idé er Aller koncernen skam helt med på. De er netop flyttet ind i deres nye 18.000 m² store domicil, der er placeret netop her. På internettet har jeg læst om de flotte målsætninger for huset: ”mangfoldighed, fleksibilitet, innovation, nytænkende og dynamisk struktur”. Men det er der nu ikke meget af lige her på kajen, hvor jeg står.

Der gives ikke ved dørene
Der er noget selvmodsigende ved at tale om døre i denne wunder klump. For der er nemlig ikke nogle. Inde bag de spejlblanke facader ligger havnens bedst placerede kantine – et samlingssted for de ansatte. Men der er hverken udgang for dem eller adgang for en som mig, der ellers gerne ville nyde en varm kop kaffe med min bærbare. Forvirret står jeg så – herude på kajen – og kigger ind på dem, der kigger ud. Jeg bliver mere og mere i tvivl, om det er mig, der er på besøg eller omvendt. Og mens de så sidder der med varm kaffe og nyder udsigten på høje caféborde, kigger jeg mig rundt efter noget, jeg kan slå mig ned på. Der er bare ikke rigtig noget. Og jeg tænker om de seks meter kaj rundt om huset mon kun er til som brandredningsareal – og ikke et sted for den lille københavner med campingbord og kaffe på kanden?

Foto: Rasmus Brønnum

En havn med strandede hvaler
Faktisk er Aller huset kun det seneste eksempel på et erhvervsbyggeri, der har sat sig med ryggen til havnen. Længere oppe i havneløbet kan jeg skimte Nordeas sorte facader, der på tilsvarende vis blev anlagt med det formål at give medarbejderne de bedste arbejdsforhold. Men det blev på bekostning af et haveområde, der nu er afskåret og forladt. Her kunne man sagtens have placeret en række restauranter eller bare en enkelt café. I stedet er her masser af plads uden ordentlig plads til liv!

Men hvorfor skal det være sådan?

Skal livet på kajen gå planken ud
Der er noget næsten ironisk over den måde, havnen efterhånden udspiller sig på. Gang på gang ser vi større erhvervsbygninger, som ikke er integreret med det byrum, de efterlader – virker nu heller ikke, som om der stilles de store krav fra kommunens side. For vi kan jo altid smide et ekstra flydende badeland udenpå kajen. Og her fra Aller spidsen kan jeg da også kigge lige over på Cafe Emil – en lille tømmerflåde, der i bedste aktivist stil har surret sig fast til kajkanten ud for ingeniørernes domicil. Op imod de store bygninger ser det ganske latterligt ud.

Udsigt fra Aller huset

Byen ned til vandet
Den nye kommuneplan 09, der i fremtiden bla. skal sikre vores største byrum, Havnen, snakker højt og flot om de bæredygtige målsætninger, den sætter for det sociale liv. Men rent faktisk er der ingen nye værktøjer, der kan sikre byen mod de private matrikelkonger, der vil betale ekstra millioner for den rigtige placering. Der mangler kreativitet fra både kommunens og de private bygherres side. Måske bygherrerne skal presses til at forstå de nye muligheder. De må udfordre deres egen frygt for at miste kontrollen og i stedet indskrive de værdier, de i forvejen bruger så mange penge på at udvikle i nye måder at skabe dialog med befolkningen på. Og det giver da fin mening at starte med det sted, hvor man selv bor!

En ting er helt sikkert. Man kan ikke møde op til en fest i sit flotteste tøj, sætte sig på de bedste pladser, og så tro at det er i orden at falde i søvn! Det er altså dårlig manér.

Foto: Kira Krøis Ursem

Citeret fra interview med sociolog Søren Houen Schmidt ved Plads til Alle ved Halmtorvet. Han er indehaver af virksomheden Rekommanderet, der har specialiseret sig i sociologiske analyser og kommunikationsrådgivning i bygge- og byudviklingsprojekter.

“Hernede ved Plads til Alle, der skal give rum til både cafégæster og stofbrugere, har jeg et lillebitte eksempel, der kan vise, at vi måske kan bruge ressourcerne bedre, når vi skaber nye rum. Egentlig var det meningen, at de to grupper mennesker skulle dele pladsen, der er delt ind ved hjælp af store trækuber. Men åbenheden er øjensynligt blevet for meget, så der er nu sat en kasse med et plantehegn op for at skærme for udsynet. Fint nok. Man kan ikke til fulde vide, hvordan et sted fungerer, før det står der.

Her har det nok ikke kostet alverden, men man slipper ikke så billigt alle vegne. Så nye steder, der ikke fungerer optimalt, bliver der sjældent rettet op på. Når pladsen først ligger der, er det for ressourcekrævende at forandre.

Men vi ved jo, at de færreste steder fungerer optimalt fra dag ét. Så hvorfor ændrer vi ikke metoderne og venter med at gøre byrummene færdige, når de har eksisteret i for eksempel et år? Gøre det til fast praksis at reservere en del af budgettet, til vi har set, hvad der ser ud til at fungere et sted, og hvad der ikke fungerer.

Sådan ville man skulle formgive et rum med en række robuste elementer og en række midlertidige, lavet af materialer, der kunne genbruges andre steder; bænke, boldarealer eller… Herefter skulle man lave en stribe forskellige aktiviteter, der kunne hive folk ud af lejligheden og på den måde tage temperaturen på, hvad der virker netop dér. Og efter et års tid kunne arbejdet gøres færdigt.

Man laver jo også ét-års gennemgang af byggerier. Men man gennemgår kun materialer og konstruktioner – ikke hvordan de fungerer.”

Den Rullende Redaktionsbus blev i ugens løb flittigt udsmykket med kommenterer der knyttede sig til de besøgte bydele. De blev alle fotograferet til minde om de hundredvis af glade og engagerede gæster vi havde på besøg.

- Slideshowet kan pauses nederst i billedet, og kan også ses her i fuld skærm.