PRESSEMEDDELSE |
På lydrejse gennem S-togsnettets byer og arkitektur |
|
Fredag d. 2. oktober 2009
Få noget mellem ørerne om byerne og arkitekturen langs S-togets linjer, når S-tog og Copenhagen X i dag lancerer en række gratis Podrides - en ny slags guidede ture i lyd fra Københavns Hovedbanegård langs S-togsstrækningerne til Farum, Klampenborg, Høje Taastrup og Køge. I fire Podrides fortæller forskellige personligheder om byerne og arkitekturen, som mange hver eneste dag passerer forbi på deres togrejse mellem byen og forstæderne. Lydrejserne kan downloades gratis, kan afspilles på mp3-afspiller eller Ipod eller kan høres derhjemme på computeren.
»Det er fire fortællinger fra fire vidt forskellige S-togsstrækninger, alt sammen med udgangspunkt i bevægelsen fra byen til forstaden. Det er altså den gode S-togshistorie fortalt af mennesker fra det levede liv omkring strækningerne. Samtidig kan Podrides’ne give S-togskunderne lidt ekstra til rejsen, mens de alligevel sidder og kigger på byen og forstæderne, der kører forbi,« fortæller kommunikationsmedarbejder Carina Liesk fra S-tog Markedskommunikation.
De fire lydspor De første fire podrides tilbyder meget forskellige oplevelser langs strækningerne. Fra poetry-slammer Franck Langmacks syrede oplevelse af turen til Høje Taastrup til professor i urban planlægning, Jens Kvorning, der forklarer om bytyper hele vejen til Farum. Mod Køge får vi både Peter Aalbæks udlægning af herlighederne i de udskældte forstæder og historiker Poul Sverrilds fortælling om forstædernes tilblivelse. Københavns stadsarkitekt Jan Christiansen tager os til sidst med gennem et farverigt fremtidsscenarie på turen til Klampenborg. Undervejs er lydbillederne krydret med dynamiske lydkulisser, soul, R&B og chill-out ved Lady Aisha. Her og dér opfordres lytteren til at stå af og høre mere i et bestemt område.
Fra podwalks til podrides Podrides er næste generation af guidede ture i lyd, som Copenhagen X første gang lancerede i 2007 under titlen ”Podwalks”. De er udformet som ture gennem byens nye arkitektur og byudvikling til fods, på cykel, med havnebus og i metroen. Turene er siden blevet downloadet over 25.000 gange og interessen er stadig stor. Copenhagen X ser også meget frem til udgivelsen af den næste type ture.
”S-toget har betydet alt for, hvordan livet langs linjerne og ikke mindst i København har formet og udviklet sig. København er jo ikke bare et afgrænset geografisk område, der ender ved Valby Bakke, men en konstant strøm af udvekslinger mellem mennesker, der kommer til byen og mennesker, der rejser derfra igen. S-togsnettet er altså spækket med fortællinger, som råber på at blive fortalt. Podrides er et helt oplagt medie. De fleste sidder og ser ud af vinduet i toget. De kender udsynet, men ved måske ikke mere om de steder, de passerer, end det de kan se. Med Podrides kan de slappe af, høre en god historie – og slukke, når de har brug for en pause”, siger Eva Ørum, der er redaktør på Copenhagen X, der hører hjemme i Dansk Arkitektur Center.
Flere podrides De fire Podrides er produceret i et samarbejde mellem Byens Puls og Copenhagen X og er gratis for alle. Der arbejdes hen imod produktionen af flere podrides langs de andre S-togslinier. De første fire er finansieret af Copenhagen X og S-tog. På tegnebrættet er der allerede en tur, der handler om musikkens vej fra forstad til storby og om en tur til teatrets skrå brædder.
Hvor henter man Podrides? Man kan hente Podrides på www.copenhagenx.dk/s-tog eller man kan hente direkte til mobiltelefonen ved at sende en sms* med teksten ”smorenu” til 1990, så får man tilsendt et link til Podrides.
*Tjenesten er gratis (+alm.takst). Udbydes af DSB S-tog Flintholm Allé 55 2000 Frederiksberg. Tlf. 70 1314 15
Yderligere oplysninger: S-tog Markedskommunikation, Carina Liesk, på tlf. 24 68 60 04. Copenhagen X, redaktør Eva Ørum, tlf. 32 62 54 91
Copenhagen X formidler byudvikling, byggeprojekter, arkitektoniske visioner og nyskabelser i hovedstaden til byens borgere, besøgende og fagfolk. Copenhagen X er et projekt under Dansk Arkitektur Center, støttet af et partnerskab mellem Realdania, Frederiksberg Kommune og Københavns Kommune.
DSB S-tog a/s driver S-togsnettet, der er grundstammen i hovedstadsområdets kollektive trafiksystem. Den største samlede kundegruppe er pendlerne, som tager S-toget til og fra arbejde, uddannelsessted med videre. 245.000 bruger i gennemsnit S-toget hver dag.
FAKTA
De fire Podrides - fortællerne og fortællingerne
Linje A mod Farum: Professor i arkitektur med speciale i urban planlægning, Jens Kvorning, kører mod Farum og fortæller om forstadens bytyper, om hvorfor husene skifter karakter, men også om, hvorfor det er meget vigtigt at kigge på, hvordan vi forandrer forstaden og gør den bæredygtig. Vi rejser fra den tætte by, ud i den åbne, hvor vi ser et stort areal med kolonihavehuse, som er afsættet til at fortælle om arbejderbevægelsen og dens bevægelse ud i de mere grønne arealer. Der er mange ting på spil på turen, og den er god at blive klog på, da den fortæller noget om, hvorfor vi egentlig bor, som vi gør, og om hvorfor det måske ikke er så hensigtsmæssigt i længden.
Linje B mod Høje Taastrup: Forfatter og spoken word artist Frank Langmack tager os med på en lyrisk rejse ind under huden på hovedstadens tognet. Inden afgang mod Høje Taastrup tager han først Hovedbanegården under kærlig behandling, inden turen går videre til udsigten fra højen ved Danshøj, forretningsmændenes ”voodooangreb” på hinanden på 1. sal i Taastrup Stationscenter, og Høje Taastrup Station, der skulle have været den store nye hovedbanegård. Denne Podride tager lytteren med på en både fysisk og metafysisk rejse via de jernbanesveller, der i virkeligheden er arterier, der pumper ånd ud forstæderne. Det er en rejse fra hovedbanen til Høje Taastrup for krop og sjæl.
Linje C mod Klampenborg: Jan Christiansen, stadsarkitekt i Københavns Kommune, fortæller levende om, hvordan byen vil transformeres fra Hovedbanen og ud mod Nordhavn, hvor der om 40 år vil stå en by på størrelse med Roskilde. Inde omkring Vesterport, Nørreport, Østerport kigger vi 10 år frem, og han fortæller om, hvordan han ser byen udvikle sig og hvorfor, vi skal have et blinkende neon-inferno med højhuse og billboards langs denne del af ruten. Sidst i historien bevæger han sig ud mod Dyrehaven, Bakken og skovens smukke natur.
Linje A og E mod Hundige/Køge: Få historien om Danmarkshistoriens største byudviklingsprojekt når Peter Aalbæk og Poul Sverrild sætter spot på det levede liv i Københavns sydlige forstæder. En 30 minutters lang S-togstur med provokationer, kunst, historie, moderne byudvikling og gennemplanlagte boligbyer. Det er turen gennem et af Danmarks mest udskældte og fascinerende områder. Filmproducent Peter Aalbæk og museumschef i Historiens Huse, Poul Sverrild, sætter fokus på idealer, muligheder og realiteter for byudvikling og kreativitet langs Køge Bugt. Denne Podride er lavet i samarbejde med Forstadsmuseet Historiens Huse – formidlere af det almindeliges historie.
Fakta om S-tog: S-togene er DSB's storbytog. De kører i hele hovedstadsområdet, og det er her, DSB har langt det største antal passagerer. Cirka 245.000 bruger i gennemsnit S-toget hver dag. . S-toget har haft en markant indvirkning på København. I takt med at linjerne ud til forstæderne blev udbygget gennem 60´erne, 70´erne og 80´erne, er indbyggertallet i selve København faldet enormt – fra ca. 900.000, da det var højst til den halve million. DSB S-tog a/s driver S-togsnettet, der er grundstammen i hovedstadsområdets kollektive trafiksystem. Den største samlede kundegruppe er pendlerne, som tager S-toget til og fra arbejde, uddannelsessted med videre. |
