|
|
|
Ferring-huset i Ørestad får høje naboer de kommende år. Foto: Ørestadsselskabet / Thomas Ibsen Interview: Mini-Manhattan i København Af Nanna Dissing Bay Jørgensen, freelancejournalist Skær Turning Torso op i fem dele og læg dem ved siden af hinanden. Sådan lyder én af opskrifterne på god og brugbar højhuspolitik ifølge Københavns stadsarkitekt, Jan Christiansen. Vi har spurgt ham, hvilke ambitioner, der ligger bag kommunens højhusplan, som efter planen ligger klar i slutningen af året. Og hvilke konkrete projekter, planen vil udmønte sig i. Hvordan vil du definere et højhus? I vores arbejde med at udforme en politik om højhuse i København har vi sammen med arkitekter og byplanlæggere forsøgt at definere, hvad et højhus er. I grove træk arbejder vi med fire kategorier: Skyskrabere på op til 80 meter som Ferring i Ørestaden. Højhuse på op til 60 meter som Kobbertårnet i Nordhavn. Høje huse på op mod 40 meter som Metropolis på Sluseholmen. Og endelig de såkaldte høje strukturer, der er en kombination af høje huse samlet på et sted. Hvilke ambitioner ligger bag kommunens højhuspolitik? Vi har villet finde nye typer af høje huse. For vi ønsker ikke at gentage det, de gør i Malmø og jyske provinsbyer, nemlig kun at bygge ét højhus som vartegn for hele byen. Kan du give et eksempel på denne nye type høje huse? Ja, i den sydlige Ørestad er der for eksempel planer om at bygge 6-8 etagers boligejendomme. I stedet for et enkeltstående højhus får vi på den måde et byrum med tættere bebyggelse og med byrum mellem husene. Det svarer til, at man skar Turning Torso op i fem dele og lagde dem ved siden af hinanden. For hvordan skal man kalde sine børn op til aftensmad fra 20. etage? Vi vil have en funktionel og børnevenlig by. Foruden at tiltrække hjerner og kreativitet skal byen appellere til børnefamilierne – det er ambitionerne. Hvor skal højhusene så bygges ifølge kommunens plan? Vi vil gerne eksperimentere med at bygge i højden i byens yderområder såsom Ørestaden, Refshaleøen og Nordhavn. For eksempel har arkitekten Daniel Libeskind fået frie tøjler til at bygge højt i hans projekt i Ørestaden. Lige dér i centrum af Ørestadsregionen, der fungerer som trafikalt knudepunkt til både Sverige og Tyskland, er der en idé i at etablere en kogende storby. Og endelig med flere højhuse tæt på hinanden, så man kan se over til naboen ligesom i New York. I stedet for at bygge et enligt højhus for højdens skyld vil vi hellere bygge by. Skabe et mini-Manhattan – hvad end det så bliver i Ørestad City, Nordhavn eller på Refshaleøen. Der er altså ingen planer om højhuse i den gamle bydel? Nej, den overordnede tanke er, at København er en lav by, og at vi kun nogle steder vil tillade at bygge i højden. Af samme grund vil der ikke blive bygget højhuse i den gamle bykerne. Det eneste centrale sted i byen er Tivoli, hvor planen om at bygge et højhus, der skal indeholde et hotel, stadig spøger. Om det bliver til noget er stadig uvist, men viljen er der fra Tivolis side. Hvilke arkitektoniske krav bør man efter din mening stille til højhuse? Jeg mener, vi bør stille fantastisk høje krav. Intet mindre end Turning Torso-niveau. Ellers giver det ingen mening at bygge højhuse. |
